Fri bevægelighed (asylpolitik)

Generelt

Spørgsmål nr. 225 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Er udtrykket »et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed« defineret eller præciseret noget sted, eller fremgår det alene implicit af udformningen af artikel A i TEU?

Svar (5/9-97):

Det må formodes, at spørgsmålet henviser til artikel A i TEF. Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er blevet brugt af det hollandske formandskab som en samlebetegnelse for en række nye regler i Amsterdam-traktaten. Det er samtidig en målsætning for Unionen, jfr. artikel B i TEU, hvorefter Unionen skal bevares og udbygges som et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Dette område defineres som et område, hvor der er fri bevægelighed for personer, kombineret med passende foranstaltninger vedrørende kontrol ved de ydre grænser, indvandring, asyl og forebyggelse og bekæmpelse af kriminalitet.

Dette område virkeliggøres i.h.t. artikel A i TEF, artikel K.1. i TEU og med integration af Schengen-reglerne.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 292 på alm. del

Spørgsmål (11/7-97):

På baggrund af »udkast til Amsterdam-traktaten« (Europaudvalgets bilag (96) 1239), som blev vedtaget på det afholdte topmøde i Amsterdam, anmodes udenrigsministeren om at besvare følgende spørgsmål:

Hvilken nærmere betydning har henvisningen til artikel K. 3 litra e i EU-traktaten, sådan som den er anført i Artikel A, litra a i EF-traktaten?

Svar (5/9-97):

Artikel A giver anvisninger på, hvordan et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed gradvis indføres. En af disse metoder er angivet i artikel K. 3 litra e, hvorefter der gradvis kan vedtages foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger og for straffene for organiseret kriminalitet og andre alvorlige forbrydelser. Med henvisningen gives der en tidsmæssig ramme for indførelse af foranstaltninger. Der er ikke tale om sammenblanding af de to samarbejdsformer i søjle 1 og søjle 3.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 202 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »foranstaltninger« der kan komme på tale i henhold til udformningen af artikel C (stk. 1, 2, 3 og 4).

Svar (5/9-97):

»Foranstaltninger« er et hyppigt brugt udtryk, der er en samlende betegnelse for alle de retsakter, der kan vedtages med hjemmel i en given artikel. Den relevante artikel, artikel C, stk. 1-4, vil blive placeret i søjle 1. Det medfører, at opregningen af de foranstaltninger, der kan vedtages med hjemmel i artikel C, stk. 1-4, kan findes i artikel 189. Der nævnes følgende retsakter: forordninger, direktiver, beslutninger, henstillinger og udtalelser.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. S 115 til udenrigsministeren af Kristian Thulesen Dahl (DF)

Spørgsmål (15/10-97):

Vil udenrigsministeren under henvisning til Amsterdam-traktatens nye bestemmelse om øget fri bevægelighed for personer m.v. redegøre for, i hvilket omfang de i 1990 vedtagne 3 opholdsdirektiver nu kommer til at dække en udvidet personkreds?

Svar (23/10-97):

Amsterdam-traktaten blev undertegnet den 2. oktober 1997. Herefter er ratifikationsprocedurerne indledt i de enkelte medlemslande. Amsterdam-traktaten træder i kraft den første dag i den anden måned efter at alle medlemslande har ratificeret traktaten.

Amsterdam-traktatens ikrafttrædelse får ikke virkning for indholdet af reglerne i de tre opholdsdirektiver. De gældende bestemmelser i de tre direktiver, herunder om personkredsen, vil derfor stå uændret indtil de måtte blive ændret ved selvstændige foranstaltninger.

(Folketingets forhandlinger 1997-98, 1. samling side 650)

Asyl, indvandring og visum

Spørgsmål nr. 8 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

Hvad betyder Amsterdam-traktaten for EU's asyl- og flygtningeregler?

Svar (14/4-98):

Samarbejdet om EU's asyl- og flygtningepolitik finder i dag sted inden for rammerne af det mellemstatslige samarbejde i søjle 3. At samarbejdet er mellemstatsligt, kommer bl.a. til udtryk ved, at de afgørelser, der træffes, ikke binder borgerne direkte. Endvidere inddrages f.eks. Europa-Parlamentet og EF-Domstolen alene i begrænset omfang i forhold til det overstatslige samarbejde i søjle 1.

Med Amsterdam-traktaten overføres samarbejdet om asyl- og flygtningepolitikken til det overstatslige samarbejde i søjle 1. Ud over at der opstilles klare målsætningsbestemmelser for samarbejdet, konkretiseres det, hvilke regler der kan vedtages på området. Målet i henhold til traktaten er således, at der skal vedtages fælles regler inden for 5 år efter traktatens ikrafttræden. I denne periode vil beslutninger skulle træffes med enstemmighed. Herefter vil man kunne overgå til kvalificeret flertal, hvis alle lande er enige om det. Mange af de regler, der vil kunne vedtages, vil være minimumsstandarder, som alle medlemslandene skal opfylde. De enkelte lande vil derfor kunne opretholde højere standarder.

(L 1 – bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 9 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

Hvad er Danmarks stilling i forhold til det fremtidige EU-samarbejde om asyl- og flygtningepolitikken?

Svar 14/4-98):

Med Amsterdam-traktaten flyttes samarbejdet om asyl og indvandring fra det mellemstatslige samarbejde (søjle 3) over i det overstatslige (søjle 1). I overensstemmelse med forbeholdet vil Danmark ikke deltage i dette samarbejde. De andre landes beslutninger samt Domstolens afgørelser vil ikke gælde for Danmark. Danmark vil ikke kunne stemme, og Danmark vil ikke skulle bidrage til EU's udgifter på området. Danmark vil dog kunne give sin mening til kende i EU, når de andre lande forhandler.

Danmark går ind for et styrket EU-samarbejde om asyl- og flygtningepolitikken. Det er der ikke noget nyt i. Der er behov for et internationalt samarbejde, der kan tage hånd om problemerne på området.

(L 1 – bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 10 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

Vil Amsterdam-traktaten føre til flere eller færre flygtninge i Europa?

Svar 14/4-98):

Antallet af flygtninge i Europa afhænger af de globale flygtningebevægelser fremover. Antallet af flygtninge og fordrevne bestemmes af en lang række faktorer, såsom krige og naturkatastrofer verden over. Det er ikke Amsterdam-traktaten, der skaber flygtningestrømmene.

Amsterdam-traktaten skaber som noget nyt mulighed for at vedtage fælles regler på flygtninge- og asylområdet i overstatsligt regi. Indholdet af disse regler vil afhænge af, hvad de involverede lande kan blive enige om. Reglerne skal i de første 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden vedtages med enstemmighed. Herefter vil man kunne overgå til kvalificeret flertal, hvis alle lande er enige om det.

Endelig skal bemærkes, at mange af de regler, der måtte blive vedtaget, under alle omstændigheder alene vil være minimumsstandarder. Det står derfor ethvert land frit for at have højere standarder.

(L 1 – bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 29 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

I besvarelse af spørgsmål 10, jf. L 1 bilag 8 har ministeren anført, at »antallet af flygtninge i Europa afhænger af de globale flygtningebevægelser fremover«. Skal ministerens svar forstås sådan, at de restriktioner af forskellig karakter, som måtte være indført eller måtte blive indført, ingen rolle spiller for antallet af flygtninge i Europa?

Svar (23/4-98):

Som anført vil antallet af flygtninge i Europa fremover afhænge af de globale flygtningebevægelser, der bestemmes af en lang række faktorer, såsom krige verden over. Det er ikke Amsterdam-traktaten - eller anden form for lovgivning - der skaber eller begrænser flygtningestrømmene. Konkrete regler om betingelser for tildeling eller fratagelse af asyl kan have betydning for antallet af personer, der i en konkret situation tildeles asyl, men vil næppe have nævneværdig betydning for antallet af personer, der søger asyl.

(L 1 – bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 11 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

Vil Amsterdam-traktaten føre til flere eller færre flygtninge i Danmark?

Svar (14/4-98):

Spørgsmålet, om der kommer flere eller færre flygtninge til Danmark, beror ikke på Amsterdam-traktaten. Det er ikke Amsterdam-traktaten, der skaber flygtningestrømmene.

Om der kommer flere eller færre flygtninge til Europa som helhed, afhænger derimod af udviklingen af de globale flygtningestrømme.

Dublin-konventionen indeholder endvidere klare regler med henblik på at undgå »asyl-shopping«. Herved modvirkes, at den enkelte asylansøger kan rejse fra det ene EU-land til det andet for at få behandlet sin asylansøgning i det land, hvor vedkommende har bedst mulighed for at få asyl.

Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 10 ovenfor.

(L 1 – bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 12 på L 1

Spørgsmål (6/4-98):

Kan Danmark føre en selvstændig asyl- og flygtningepolitik, såfremt der vedtages fælles regler på området i medfør af Amsterdam-traktaten?

Svar (14/4-98):

Danmark står på grund af det danske forbehold uden for det overstatslige samarbejde på flygtninge- og asylområdet i EU. Danmark er derfor ikke med til at træffe beslutninger på området. Omvendt er Danmark ikke bundet af dem.

Danmark vil have mulighed for at føre en selvstændig asyl- og flygtningepolitik, også når der vedtages fælles regler på området i medfør af Amsterdam-traktaten. Der henvises i den forbindelse til besvarelsen af spørgsmål 11.

Det bemærkes, at i det omfang de fælles regler vil være udtryk for en udbygning af Schengen-acquiset, vil proceduren omtalt i besvarelsen af spørgsmål 16 nedenfor finde anvendelse.

(L 1 – bilag 8 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 204 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvem der vil og ikke vil kunne søge asyl i henhold til de bestemmelser, der anvendes i udformningen af artikel C, stk. 1 i TEF.

Svar (5/9-97):

Artikel C, stk. 1, ses ikke umiddelbart at kunne få indflydelse på, hvem der vil kunne søge asyl.

Der gives således mulighed for at fastsætte regler for, hvilket land, der skal behandle en asylansøgning, minimumsstandarder for modtagelsen af asylansøgere, tredjelandsstatsborgeres opnåelse af flygtningestatus og for proceduren vedrørende tildeling eller fratagelse af flygtningestatus.

Eventuelle regler vil skulle overholde Genève-konventionens bestemmelser, herunder regler om non-refoulement.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 205 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren foretage en sammenligning mellem det flygtningebegreb, der anvendes i udformningen af artikel C. stk. 2 i TEF, og det danske »de facto« flygtningebegreb.

Svar (5/9-97):

Artikel C, stk. 2 giver hjemmel til at vedtage regler om minimumstandarder for midlertidig beskyttelse af fordrevne og for personer, der i øvrigt har behov for international beskyttelse. Der er ligeledes mulighed for at vedtage regler, der kan fremme en ligelig fordeling mellem medlemsstaterne af indsatsen med hensyn til modtagelse af flygtninge og fordrevne, og følgerne heraf. Artikel C, stk. 2 får således som udgangspunkt først en effekt den dag, der vedtages regler i.h.t. artiklen.

Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt foretages en sammenligning med det flygtninge begreb, der måtte blive lagt til grund i de fremtidige vedtagelser. Det skal understreges, at der vil være tale om minimumsregler, jfr. også artikel C, stk. 5. Fremtidige vedtagelser vil derfor ikke have indflydelse på det danske de facto-flygtningebegreb, der omfatter personer, som ikke er omfattet af Flygtningekonventionen, men hvor det af lignende grunde, som anført i Konventionen, eller af andre tungtvejende grunde ikke bør kræves, at de vender tilbage til deres hjemland, jf. Udlændingelovens paragraf 7, stk. 2.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 203 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren gennemgå, hvilke andre »relevante aftaler« der er tale om i udformningen af artikel C, stk. 1 i TEF.

Svar (5/9-97):

Foruden Genève-konventionen med tilhørende protokol har en bred vifte af internationale aftaler direkte eller indirekte betydning for asylområdet. Der tænkes her i særdeleshed på forpligtelser inden for menneskerettighedsområdet samt relevante vedtagelser i FN regi, herunder UNHCR's statut. Formuleringen »andre relevante aftaler« tilsikrer, at kommende foranstaltninger, der måtte blive vedtaget i henhold til artikel C, stk. 1, formuleres i overensstemmelse med de for det pågældende emne relevante aftaler.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 213 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvordan og hvor hyppigt han forestiller sig konsultationer med UNHCR og andre relevante internationale organisationer vil finde sted.

Svar (5/9-97):

Det vil være relevant at drøfte nye tiltag på flygtninge- og asylområdet med UNHCR og andre relevante internationale organisationer på flere niveauer. Konsultationerne kunne eksempelvis finde sted både før Kommissionen fremlægger forslag, og inden Rådet træffer beslutning herom under hensyntagen til indholdet af sådanne nye tiltag.

Spørgsmål nr. 33 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

Hvilke mekanismer skal på baggrund af Amsterdam-traktaten sikre, at UNHCR og andre relevante internationale organisationer inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet, sådan som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 213 fra Europaudvalget af 5. september 1997, jf. bilag (96) 1462?

Svar (23/4-98):

Den i denne sammenhæng relevante bestemmelse er indeholdt i erklæring nr. 17 til slutakten til Amsterdam-traktaten. Erklæringen har følgende ordlyd: »Der etableres konsultationer med De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge og andre relevante internationale organisationer om spørgsmål vedrørende asylpolitikken«.

En bestemmelse af denne karakter indgår som et integreret element i grundlaget for forberedelse og gennemførelse af arbejdet i EU's institutioner. Rådet og Kommissionen vil derfor løbende inddrage disse hensyn i varetagelsen af deres respektive opgaver vedrørende asylpolitikken.

Det bemærkes i øvrigt, at der allerede i dag løbende finder konsultationer sted mellem EU og UNHCR.

(L 1 – bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 34 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

Agter den danske regering at tage initiativer med henblik på at sikre, at UNHCR og andre relevante internationale organisationer inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet, sådan som det anføres i besvarelsen af spørgsmål 213 fra Europaudvalget af 5. september 1997 i bilag (96) 1462?

Svar (23/4-98):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 33.

Fra dansk side har man hele tiden lagt vægt på, at UNHCR eller andre relevante internationale organisationer løbende inddrages i konsultationer med Kommissionen og Ministerrådet i de relevante dele af asylarbejdet. Endvidere bemærkes, at Danmark ikke er forpligtet af bestemmelserne i artikel 73 K om bl.a. asylpolitik, jf. protokollen om Danmarks stilling.

(L 1 – bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 283 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97):

Vil ministeren forklare, hvad »minimumsstandarder for tredjelandsstatsborgeres status som flygtninge« betyder, sådan som det er formuleret i artikel C, stk. 1 litra c i TEU?

Svar (5/9-97):

Med hjemmel i artikel C, stk. 1, litra c kan der vedtages minimumsstandarder for tredjelandsstatsborgeres opnåelse af status som flygtninge. Disse minimumsstandarder vil, når de er vedtaget, forpligte alle de deltagende lande i samarbejdet til at anvende disse minimumsstandarder. Disse standarder må ikke ligge på et lavere niveau end Genève-konventionen og andre relevante aftalers flygtningebegreb. Da der er tale om minimumsstandarder, vil det stå det enkelte land frit for at indføre andre regler. De vil dog aldrig kunne sætte en lavere standard end EU-reglerne på området. Der henvises i øvrigt til besvarelsen af spørgsmål 204.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 30 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

På hvilke områder og med hvilket indhold finder ministeren, at det vil være muligt at gå videre end de efter artikel 73 K, stk. 1 og 2 vedtagne minimumsstandarder, når der i samme artikel stk. 3 skal fastlægges harmoniseringsbestemmelser i relation til betingelser for indrejse og ophold m.v.?

Svar (23/4-98):

Bestemmelserne i artikel 73 K, stk. 1, nr. 1) og 2) omhandler foranstaltninger vedrørende henholdsvis asyl samt flygtninge og fordrevne. Bestemmelsen i artikel 73 K, stk. 1, nr. 3) omhandler foranstaltninger vedrørende indvandringspolitikken, herunder bl.a. betingelser for indrejse og ophold for indvandrere. Der er således tale om to forskellige politikområder.

De foranstaltninger, der vedtages med hjemmel i artikel 73 K, stk. 1, nr. 1) og 2), er som hovedregel minimumsstandarder. For så vidt angår artikel 73 K, stk. 1, nr. 3) er udgangspunktet derimod harmoniseringsbestemmelser. I artikel 73 K, stk. 2, bestemmes det dog, at foranstaltninger, der vedtages af Rådet i medfør af stk. 1, nr. 3) ikke er til hinder for, at den enkelte medlemsstat på de pågældende områder opretholder eller indfører nationale bestemmelser, der er forenelige med Traktaten og internationale aftaler. Det bemærkes, at Danmark ikke er forpligtet af bestemmelserne i artikel 73 K, jf. protokollen om Danmarks stilling.

(L 1 – bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 32 på L 1

Spørgsmål (21/4-98):

Er konsekvensen af udformningen af artikel 73 K, stk. 3, at indvandringspolitik overgår til at være EF-kompetence for de øvrige medlemslande?

Svar 23/4-98):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 30.

(L 1 – bilag 18 fra 1997-98, 2. samling)

Spørgsmål nr. 206 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvad der er konsekvensen af udformningen af artikel C, stk. 3 i TEF litra a for deltagende landes indvandringspolitik.

Svar (5/9-97):

Artikel C, stk. 3, litra a, er en hjemmelsbestemmelse. Den betyder, at Fællesskabet kan vedtage foranstaltninger vedrørende indvandringspolitikken, for så vidt angår betingelser for indrejse og ophold og standarder for procedurer for medlemsstaternes udstedelse af langtidsvisa og opholdstilladelser, bl.a. med henblik på familiesammenføring. Det er de regler, der bliver vedtaget efter denne bestemmelse, frem for artikel C selv, der vil kunne få indflydelse på nationale regler.

De regler, der vil kunne udstedes i medfør af artikel C, stk. 3, litra a, vil kunne handle om procedurer og administration og om betingelser for en indvandrers ophold på en medlemsstats område.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 201 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

I udformningen af erklæring til slutakten ad artikel B, nr. 2, litra b) fremgår det, at der ved anvendelse af den nævnte artikel »skal tages udenrigspolitiske hensyn«. Vil erklæringen efter ministerens opfattelse have nogen konsekvens for udformningen af visumreglerne, og vil den kunne føre til strammere regler?

Svar (5/9-97):

Erklæringen indeholder en formulering om, at der ved fastlæggelse af visumregler for ophold i højst tre måneder skal tages hensyn til Unionens og medlemsstaternes udenrigspolitiske forhold. Det er vurderingen, at erklæringens betydning for udformningen af visumreglerne afhænger af de udenrigspolitiske hensyn, der skal tages i den konkrete situation, og at det således efter omstændighederne vil kunne betyde såvel lempelser som stramninger af visumreglerne.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 276 på alm. del

Spørgsmål (4/7-97):

Hvad er efter ministerens opfattelse betydningen af den ændrede formulering af det, som i medfør af Amsterdam-traktaten vil komme til at hedde artikel D, stk. 2?

Svar (5/9-97):

Artikel D, stk. 2 er en ændring af Maastricht-traktatens artikel 100C, stk. 2, hvorefter Rådet med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen kunne vedtage at indføre visumpligt i en periode på højst seks måneder for statsborgere fra det tredjeland, hvorfra der er en fare for pludselig tilstrømning.

I artikel D, stk. 2 er hjemlen udvidet, således at artikel D, stk. 2 giver hjemmel til at indføre foranstaltninger, til fordel for de berørte medlemsstater. Disse foranstaltninger kan omfatte visumpligt, men kan også omfatte andre foranstaltninger indenfor samarbejdet vedrørende asyl og fordrevne personer, jfr. artikel C.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 207 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvilke »foranstaltninger« der kan komme på tale i henhold til udformningen af artikel D, stk. 2 i TEF.

Svar (5/9-97):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 202 og spørgsmål 276.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Civilretligt samarbejde

Spørgsmål nr. 208 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren tilkendegive, om gennemgangen i udformningen af artikel E i TEF er udtømmende for EF's handlinger på det berørte område, og i øvrigt redegøre for, hvordan ministeren forestiller sig det civilretlige samarbejde vil komme til at foregå, og hvad det vil omfatte.

Svar (5/9-97):

Efter Maastricht-traktatens artikel 220 kan medlemsstaterne på mellemstatsligt grundlag forenkle formaliteterne vedrørende gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og voldgiftskendelser. Denne bestemmelse ophæves ikke med Amsterdam-traktaten.

Herudover indeholder Maastricht-traktatens art. K.3, stk. 2, litra c en bestemmelse om, at Rådet - på mellemstatsligt grundlag - med forbehold af bestemmelserne i artikel 220 kan udarbejde konventioner, som det anbefaler, at medlemsstaterne vedtager i overensstemmelse med deres forfatningsmæssige bestemmelser, på de af art. K.1 omfattede områder, herunder civilretligt samarbejde. Bestemmelsen i artikel K. 3, stk. 2, litra c er for så vidt angår civilretligt samarbejde ikke videreført i Amsterdam-traktaten.

Der er på nuværende tidspunkt vedtaget adskillige konventioner om civilretlige emner mellem EU-landene. Det drejer sig bl.a. om konventioner om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, om hvilken lov, der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser og om konkurs.

Den nye art. E i Amsterdam-traktatens TEF-afsnit indeholder hjemmel til at vedtage foranstaltninger vedrørende civilretligt samarbejde. Foranstaltninger i h.t. artikel E kan have form af bindende eller ikke bindende retsakter, jfr. TEF artikel 189. Retsakterne vedtages de første 5 år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden med enstemmighed, derefter kan der træffes beslutning med kvalificeret flertal efter artikel 189B, hvis der træffes beslutning herom med enstemmighed.

Der er hjemmel i artikel E til at udstede retsakter, der kan fjerne hindringer for, at civile retssager forløber tilfredsstillende. Disse hindringer skal vedrøre civilretligt samarbejde med grænseoverskridende virkning. Det skal samtidig være nødvendigt at fjerne disse hindringer for at sikre det indre markeds funktion. Hindringerne kan således, når disse betingelser er opfyldt, fjernes ved udstedelse af retsakter herom, om nødvendigt også via fremme af foreneligheden mellem de enkelte medlemslandes retsplejeregler på dette område. Retsplejeregler er først og fremmest regler om førelse af retssager og afgørelse af tvister. I dette tilfælde vil der være tale om retsplejeregler, der har betydning for civilretligt samarbejde med grænseoverskridende virkning, og som er nødvendige at ændre for at sikre det indre markeds funktion. Der er således kun tale om en del af den civile retspleje i de enkelte medlemslande. Fjernelse af hindringer for retssagers tilfredsstillende forløb skal »om nødvendigt« ske ved at fremme foreneligheden af de enkelte landes civile retsplejeregler.

Foreneligheden mellem disse regler vil eksempelvis kunne fremmes via henstillinger eller direktiver, på de områder, hvor det måtte være nødvendigt.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 209 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »udenretlige« dokumenter og sager der refereres til i udformningen af artikel E, litra a i TEF, og forklare hvad der er begrundelsen for at medtage dem.

Svar (5/9-97):

Der kan ikke gives en præcis og udtømmende definition på udenretslige dokumenter, idet dette varierer fra land til land. Som et eksempel på et udenretsligt dokument kan nævnes dokumenter udarbejdet af en stævningsmand eller notarialakter. Der kan endvidere være tale om dokumenter fra en offentlig myndighed i et af EU's medlemslande, der skal forkyndes efter særlige regler for at få virkning. Baggrunden for at medtage udenretslige dokumenter er blandt andet, at retssystemerne ikke er ens i alle lande og området for henholdsvis retslige og udenretslige dokumenter derfor er forskelligt. Der er netop vedtaget en konvention i EU om forkyndelse i medlemslandene af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender. Konventionen afventer nu ratifikation i de enkelte medlemslande.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 210 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, på hvilken måde man forestiller sig, at »hindringer« som omtalt i udformningen af artikel E, litra c i TEF vil kunne fjernes?

Svar (5/9-97):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 208.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 211 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren forklare, hvordan foreneligheden mellem medlemsstaternes gældende civile retsplejeregler vil kunne fremmes iht. udformningen af artikel E, litra c i TEF.

Svar (5/9-97):

Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 208.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)

Spørgsmål nr. 212 på alm. del

Spørgsmål (2/7-97):

Uden i øvrigt at forholde sig til den danske stilling i relation til det fremtidige retlige samarbejde bedes ministeren redegøre for, hvilke »civilretlige retsplejeregler« det kan komme på tale at fremme foreneligheden af. Er udformningen af erklæringen udtryk for en udtømmende begrænsning?

Svar (5/9-97):

Der henvises generelt til besvarelsen af spørgsmål 208. På svensk foranledning, er der i slutakten optaget følgende erklæring til artikel E: »De foranstaltninger, der vedtages i medfør af denne artikel, er ikke til hinder for, at medlemsstaterne kan anvende deres forfatningsmæssige bestemmelser vedr. pressefrihed og ytringsfrihed i andre medier«.

En erklæring er som udgangspunkt ikke juridisk bindende. Med ændringen i artikel F i TEU om respekt for de grundlæggende rettigheder, som de er udtrykt i den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kan der ikke lovligt vedtages retsregler, der strider herimod. I konventionen er blandt andet bestemmelser om beskyttelse af ytringsfrihed.

(Alm. del – bilag 1462 fra 1996-97)