Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenTemasiderEU-formandskabet (historisk)EU-temaerGældskrisenBaggrunden › Stabilitets- og vækstp...

EU-temaer

Stabilitets- og vækstpagten

Stabilitets- og vækstpagten er en direkte følge af beslutningen om at indføre euroen som EU's fælles valuta. Deltagelse i den fælles valuta euroen betyder, at den førte finanspolitik i medlemslandene, og specielt udviklingen i det offentlige budgetunderskud og gældsniveau, får betydning for de øvrige eurolande.

Formål

Overordnet skal stabilitets- og vækstpagten sikre, at medlemslandene opererer med sunde og holdbare offentlige finanser. Det er den offentlige budgetsaldo og offentlige bruttogæld, der anvendes som mål for udviklingen i de offentlige finanser.

Medlemslandene skal derfor på mellemlangt sigt sikre, at den offentlige budgetsaldo er tæt på balance eller i overskud. Hvis et medlemslands budgetunderskud modsat overskrider en grænse på tre pct. af bruttonationalproduktet (BNP), kan der indledes en særlig procedure mod medlemslandet med det formål at sikre, at det offentlige budgetunderskud bringes under referenceværdien på tre pct. af BNP. I yderste instans vil et euroland kunne idømmes økonomiske sanktioner ved vedvarende overskridelse af referenceværdien for det offentlige budgetunderskud.

Regelsættet

Reglerne om budgetdisciplin og offentlig gæld er fastsat i traktaten og yderligere præciseret i stabilitets- og vækstpagten.

Stabilitets- og vækstpagten består af en politisk resolution og to forordninger, og regelsættet er bygget op om en såkaldt forebyggende og korrigerende del.

Den forebyggende del omhandler den løbende overvågning af udviklingen i medlemslandenes budgetsaldo og bruttogæld, hvorimod den korrigerende del omhandler procedurerne for at bringe et medlemslands budgetunderskud eller offentlige bruttogæld tilbage under det maksimalt tilladte på henholdsvis tre og 60 procent af BNP.

Til stabilitets- og vækstpagten er knyttet et såkaldt adfærdskodeks for udformningen af de stabilitets- og konvergensprogrammer, der er en del af de forebyggende regler.

Traktatgrundlaget

Stabilitets- og vækstpagten har retsligt grundlag i EUF-traktatens artikel 121, der omhandler samordningen og overvågningen af de økonomiske politikker, samt artikel 126, der beskriver proceduren for uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

I relation til artikel 126 er der knyttet en protokol til EUF-traktaten, der indeholder referenceværdierne for det offentlige budgetunderskud og den offentlige bruttogæld. I henhold til protokollen må det offentlige budgetunderskud ikke overstige tre procent af BNP og den offentlige bruttogæld må ikke udgøre mere end 60 procent af BNP. 

Sanktioner

Traktatens bestemmelser samt stabilitets- og vækstpagten gælder for alle EU's medlemslande. Der er dog den vigtige skelnen, at økonomiske sanktioner i form af bøder ved manglende overholdelse af regelsættet kun kan pålægges eurolandene. Bøder for manglende overholdelse kan maksimalt udgøre 0,5 procent af det pågældende eurolands BNP.

Baggrunden

Ved udformningen af Maastricht-traktaten i 1992, der indførte det traktatmæssige grundlag for Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en), var det således vigtigt at få fastlagt nogle overordnede rammer for medlemslandenes finanspolitiske dispositioner. Siden anden fase af ØMU’en, der trådte i kraft den 1. januar 1994, har medlemslandene skulle bestræbe sig på at undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud. Fra 1. januar 1999, hvor tredje fase af ØMU’en trådte i kraft, skal medlemslandene helt undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

Som en yderligere foranstaltning til at sikre en fortsat budgetdisciplin i medlemslandene, også efter optagelse i eurosamarbejdet, blev stabilitets- og vækstpagten vedtaget i Amsterdam den 17. juni 1997. Pagten skulle sikre en opstramning af traktatens bestemmelser samt klarlægge de proceduremæssige bestemmelser. Målet var at gøre budgetdisciplin til en permanent del af ØMU-samarbejdet. Stabilitets- og vækstpagten trådte i kraft ved overgangen til tredje fase af ØMU’en den 1. januar 1999.