Euroen blev en realitet den 1. januar 1999, hvor de daværende 11 deltagerlandes valutaer blev indbyrdes låst fast og formelt ophørte med at være selvstændige valutaer. Fra den 28. februar 2002 har euro været det eneste gyldige betalingsmiddel i euroområdet. Euroen fik sit navn på Det Europæiske Råds møde i Madrid den 15.-16. december 1995.
De medlemslande, der har indført euroen som betalingsmiddel, går under fællesbetegnelsen euroområdet eller eurozonen. Det geografiske omfang af euroområdet kan ses på EU-Oplysningens Europakort.
Nedenfor er der en oversigt over de nuværende 27 EU-landes tilknytning til euroen:
|
Har indført euroen | |||
| Belgien | Luxembourg | Slovenien |
|
| Tyskland | Nederlandene | Malta | |
| Spanien | Østrig | Cypern | |
| Frankrig | Portugal | Slovakiet | |
| Irland | Finland | Estland | |
| Italien | Grækenland | - | |
|
Deltager i ERM II | |||
| Danmark (F) | Letland | - | |
| Litauen | - | - | |
|
Deltager hverken i euroen eller ERM II | |||
| Storbritannien (F) | Polen | Rumænien | |
| Sverige | Tjekkiet | - | |
| Ungarn | Bulgarien | - | |
| (F) Danmark og Storbritannien har et forbehold | |||
Danmark og Storbritannien har et forbehold over for deltagelse i tredje fase af ØMU'en, dvs. indførelse af euroen som national valuta. Nye medlemslande er forpligtigede til at indføre euroen, når de lever op til de økonomiske kriterier for deltagelse. Sverige lever ikke op til disse kriterier, og deltager derfor ikke i eurosamarbejdet.
Slovenien blev det første af de ti medlemslande, der blev optaget den 1. maj 2004, som indførte euroen den 1. januar 2007. Cypern og Malta kom med i eurosamarbejdet den 1. januar 2008 og herefter Slovakiet den 1. januar 2009. Senest er Estland blevet optaget i eurosamarbejdet den 1. januar 2011.
Gældskrise
I maj 2010 blev eurolandet Grækenland ramt af en gældskrise, hvilket har ført til en række foranstaltninger og beslutninger for at bevare den finansielle stabilitet i euroområdet. Læs mere om EU's håndtering af gældskrisen her.
Sidst opdateret: 03-01-2011 - Martin Jørgensen