Tjenesteydelsesdirektivet blev præsenteret første gang i januar 2004. Formålet er at lave en samlet generel retlig ramme, der skal sikre, et mere velfungerende indre marked. Direktivet skal fjerne hindringer for den frie udveksling af tjenesteydelser, samt sikre den frie etableringsret i alle EU-medlemslande.
Et led i Lissabon-strategien
Forslaget til tjenesteydelsesdirektiv er et led i den økonomiske reformproces, EU's stats- og regeringschefer indledte til topmødet i Lissabon i juni 2000. Målet er at gøre EU til den mest konkurrencedygtige og videnbaserede økonomi i verden inden 2010. I formandskabets konklusioner bedes Kommissionen derfor om, "inden udgangen af 2000 at udarbejde en strategi for fjernelse af hindringer for tjenesteydelse".
Det resulterede i, at Kommissionen i december 2000 fremlagde "En strategi for tjenester i det indre marked" (KOM (2000) 888). Som et næste led i processen præsenterede Kommissionen i 2002 en statusrapport over det indre marked for tjenester (KOM (2002) 441), og i januar 2004 blev Kommissionens forslag til tjenesteydelsesdirektiv fremlagt.
|
Reglerne i EF-Traktaten (og retspraksis) støtter allerede fri bevægelighed for tjenesteydelser imellem EU-landene. Artiklerne 49, 50, 51, 52, 53, 54 og 55 TEF handler om fri bevægelighed for tjenesteydelser, mens artikel 43 TEF handler om sikringen af den frie etableringsret. På trods af disse allerede eksisterende regler kan et medlemsland i dag fortsat opstille hindringer for levering af tjenesteydelser fra andre medlemslande. Med direktivforslaget ønsker Kommissionen derfor at skabe et mere velfungerende indre marked i EU ved at fjerne national lovgivning, der kan være en barriere for handel med tjenesteydelser mellem EU-lande. |
Tjenesteydelsesdirektivet kort fortalt
Kommissionens oprindelige forslag fra 2004 blev kraftigt kritiseret bl.a. på grund af forslagets bestemmelse om "oprindelseslandsprincippet". Ifølge dette princip skulle tjenesteudbydere overholde lovgivningen i det etableringslandet og ikke i det land, hvor tjenesteydelsen leveres. Europa-Parlamentet forkastede dette princip i forbindelse med sin førstebehandling til fordel for et mere generelt princip, som kræver, at medlemsstaterne respekterer tjenesteydernes ret til at udføre tjenesteydelser. Eventuelle krav fra medlemsstaterne til tjenesteudbydere skal være "ikke-diskriminerende, proportionale og nødvendige" for at sikre den offentlige orden, sundhed og miljøet.
I forbindelse med vedtagelsen af Rådets fælles holdning i juli 2006 blev over 90% af Europa-Parlamentets ændringer fra førstebehandlingen medtaget. Derfor besluttede Europa-Parlamentet at undlade at fremsætte nye substantielle ændringer til forslaget ved andenbehandlingen. Europa-Parlamentet vedtog direktivet den 15. november 2006 og forslaget blev derefter sendt tilbage til Rådet med henblik på endelig vedtagelse. Den endelige vedtagelse af direktivet fandt sted på et rådsmøde den 12. december 2006.
Sidst opdateret: 07-05-2007 - Hella Møller Rasmussen