Debatter i udvalg i Europa-Parlamentet og i denne uges miniplenarsamling i Bruxelles, har i stor udstrækning handlet om den europæiske gældskrise og euroens skæbne.
Den manglende parlamentariske indflydelse på krisehåndteringen
Der var også i Europa-Parlamentet i den forgangne uge enighed om, at EU under de givne omstændigheder har meget kort tid til at få en plan på plads, hvis gældskrisen ikke skal komme helt ud af kontrol og euroen reddes. F.eks. skal Italien i slutningen af januar 2012 afholde auktion over statsobligationer for over 30 mia. euro - og det til en rente, som allerede i dag er højere end da Grækenland, Irland og Portugal bad om hjælpepakker. Selvom ikke alle medlemmer af Europa-Parlamentet ønsker at redde euroen, var de fleste enige om, at følgerne af et sammenbrud er ganske uoverskuelige både økonomisk og politisk. Samtidig blev der udtrykt stor frustration over den magtesløshed over for markederne, som de folkevalgte i både Europa-Parlamentet og i de nationale parlamenter står over for, og irritation over det fransk-tyske parløb, der igennem det sidste års tid ikke har leveret løsninger, som har kunnet tilfredsstille markederne.
Kommissionens plan for gældskrisen
Onsdag den 23. november præsenterede Europa-Kommissionen sin plan til at tackle den akutte gældskrise, der betyder stadigt stigende renter for finansiering af statsgæld til flere og flere lande i euroområdet. Senest har Ungarn og Belgien fået nedjusteret deres kreditværdighed, og der er for tiden kun seks eurolande med den bedste kreditværdighed AAA, nemlig Tyskland, Finland, Holland, Østrig, Luxembourg og Frankrig. Frankrigs AAA-vurdering er dog den 30. november blevet nedjusteret af det mindre amerikanske kreditvurderingsbureau Egan-Jones Ratings.
Kommissionens plan for at genvinde tilliden til de europæiske økonomier har længe gået på to ben: en kortsigtet plan, der bl.a. handler om at få flere midler til eurolandenes krisefond, den såkaldte EFSF, så købere af statsobligationer kan føle sig sikre på ikke at tabe hele deres investering, og så en langsigtet plan præsenteret sidste onsdag. Den omfatter en yderligere opstramning at Stabilitets- og vækstpagten for Eurolandene, som skal sikre konsolidering af økonomierne i euroområdet og muligheden for udstedelse af stabilitetsobligationer (også kaldet euroobligationer), så de pressede økonomier kan få finansieret deres gæld til en overkommelig rente.
Opstramningen findes i to forslag, der bygger videre på den vedtagne såkaldte "six-pack" med de seks forslag til styrket økonomisk styring. Det ene forslag går ud på, at eurolandene hvert år på samme tid i efteråret fremlægger deres budgetudkast, der skal være baseret på uafhængige økonomiske prognoser. Kommissionen skal så vurdere udkastene og vil kunne kræve, at disse udkast revideres, hvis den betragter dem som værende alvorligt ude af trit med de forpligtelser, der er fastlagt i Stabilitets- og vækstpakken og de henstillinger, som et euroland måtte have fået. Desuden skal eurolandene vedtage lovgivning, der sikrer balancerede budgetter.
Det andet forslag skal sikre, at Kommissionen får mulighed for at beslutte, om et medlemsland, der står over for alvorlige problemer med hensyn til den økonomiske stabilitet, skal være omfattet af en styrket overvågning. Rådet vil få mulighed for at afgive henstillinger til sådanne medlemslande om at søge økonomisk bistand - dvs. en hjælpepakke med tilknyttede finanspolitiske betingelser.
Fælles for de to forslag er, at Kommissionens rolle i overvågningen af eurolandene styrkes, og at de ikke kræver traktatændringer.
I Europa-Parlamentets ECON-udvalg var der sidste onsdag en drøftelse af pakken med kommissæren for økonomiske og monetære anliggender, Ollie Rehn, der for nyligt er blevet udnævnt til næstformand i Kommissionen med ansvar for bl.a. økonomisk styring (economic governance).
Debatten fokuserede bl.a. på opstramningsforslagenes begræsning af de nationale parlamenters rolle. Flere spurgte om, hvordan den parlamentariske kontrol af den øgede økonomiske styring skal foregå. Kommissæren svarede udvalget, at han fandt det meget vigtigt at inddrage de nationale parlamenter (og Europa-Parlamentet), og at de tog stilling til alle de dokumenter, der indgår i det Europæiske semester. Kommissionen var rede til, at besøge alle nationale parlamenter og drøfte både de nye forslag, de nationale reformprogrammer og de henstillinger Kommissionen kommer med til medlemslandene. Han nævnte sågar en workshop for nationale parlamenter om hele det europæiske semester.
På et efterfølgende møde besluttede ECON-udvalget sig for at afgive en udtalelse om den Annual Growth Survey (Kommissionens vækstanalyse), der hvert år indleder det europæiske semester.
Konkurrerende forslag
Det er dog langt fra kun Kommissionens planer, som har været diskuteret i den forgangne uge i Europa-Parlamentet. F.eks. har bl.a. den gamle franske ide om at lade den Europæiske Centralbank fører en pengepolitik som Federal Reserve i USA været drøftet.
Det er dog tyske tanker, som ikke formelt er fremkommet fra den tyske regering, der har domineret debatten. Især ideen om at få en traktatændring, der automatiserer sanktioner over for lande, som ikke overholder Stabilitets- og vækstpagten ved bl.a. at lade beslutningen om sanktioner ført over til EU-Domstolen, har medført kritik.
Forslag fra de tyske vismænd
En af de mere omtalte planer blev præsenteret i Europa-Parlamentets ECON-udvalg tirsdag den 29. november. Det tyske Sachverständigenrat, der nærmest svarer til de danske vismænd, fremlagde en plan til en fond, der kan købe euroområdet tid ved at de eurolande, der i øjeblikket ikke er omfattet af EU-IMF-hjælpepakker, samler den del af deres gæld, som overstiger Stabilitets- og vækstpagtens 60 % af BNP-grænse for gæld, i en fælles fond. Vælger et land at deltage i denne fond (og alle store AAA-lande skal deltage, ellers er der ingen fond), så underlægges landet samtidig strenge betingelser for at nedbringe gælden ved bl.a. at skulle afsætte en årlig procentdel af skatteindtægter til fonden. Fonden skal løbe over ca. 25 år.
Fordelen ved fonden er ifølge dens ophavsmænd, at oprettelsen af den sker før landene når så langt ud, at de beder om hjælpepakker fra EFSF og/eller IMF. Den anden fordel er, at oprettelse kan ske gennem en international aftale relativt hurtigt, dvs. uden lange forhandlinger og ratificeringer af traktatændringer. Sidste fordel som mest er af tysk interesse er, at fonden er midlertidig og derfor ikke i konflikt med den tyske forfatningsdomstols nylige udtalelser om, at Tyskland ikke kan indgå (tids)ubegrænsede aftaler med partnerlande.
Hvor står Danmark?
Ift. en dansk optik, så er der i debatten i Europa-Parlamentet ikke fokus på landene uden for euroområdet. Traktatændringer kræver som bekendt godkendelse alle 27 medlemslande, men der bliver givet udtryk for, at det først og fremmest er de 17 eurolande, som skal blive enige om en løsning, og om nødvendigt uden Storbritannien og andre lande uden for eurosamarbejdet. Næste forsøg på at finde en løsning vil ske på det eurotopmøde, som afholdes umiddelbart før det fælles EU-topmøde den 8.-9. december.
Europa-Parlamentet på besøg
Netop i disse dage besøger Europa-Parlamentets ledere Danmark for bl.a. at drøfte regeringens planer for det kommende danske EU-formandskab fra januar 2012, hvor gældskrisen og eventuelle traktatændringer vil være et spørgsmål, som det danske EU-formandskab skal forholde sig til.
Yderligere information
Sidst opdateret: 02-12-2011 - Iben Tybjærg Schacke