Hjælpemenu

  • English
  • Om EU-Oplysningen
  • Leksikon
  • Bestil
  • Links
  • Abonnement

Hovedmenu

Du er her: EU-OplysningenOm EU-OplysningenPressemeddelelserArkiv › Fart på de nationale p...

Om EU-Oplysningen

Fart på de nationale parlamenter i EU

Pressemeddelelse fra Folketingets Europaudvalg

Danmark i førersædet for større rolle til de nationale parlamenter i EU, når Folketinget er vært for store internationale møder i denne uge.

Denne uge i Folketinget kommer til at stå i Europas tegn. Ikke færre end 27 lande gæster Folketinget for at diskutere nationale parlamenters rolle i EU. Den 15.-16. oktober gælder det ansøgerlandenes parlamentarikere, som skal diskutere et fremtidigt samarbejde med de nuværende EU-landes parlamentarikere i Landstingssalen. I dagene efter, den 17.-18. oktober, afholdes så det officielle halvårlige møde mellem EU-landenes parlamenters europaudvalg (det såkaldte COSAC-samarbejde).

Helt ekstraordinært afholdes mødet i Folketingssalen, og mødet er offentligt. Der er dog et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Mødets dagsorden er denne gang historisk interessant, idet et forslag fra dansk side vil sætte fart på de nationale parlamenters rolle i EU. Forslaget, som blev positivt modtaget på formandsmødet for fire uger siden, anbefaler dels, at de nationale parlamenter får mere at sige i forhold til regeringernes europapolitik, dels at europaudvalgenes samarbejde styrkes. Og så ikke mindst, at det noget ufolkelige navn på samarbejdet - COSAC - skiftes ud med noget mere forståeligt som for eksempel "Parlamenternes Forum".

Europaudvalget betegnede formandsmødet i september 2002 som et politisk gennembrud. "Nu skal den gode stemning følges op, så de nationale parlamenter kan komme mere på banen i EU", siger Claus Larsen-Jensen, formand for Folketingets Europaudvalg.

I dag kl. 14 vil Claus Larsen-Jensen holde en pressebriefing i Europaudvalgets mødelokale (2-133) på Christiansborg. Briefingen vil omhandle forventninger til møderne samt ikke mindst en gennemgang af det - hidtil ikke offentliggjorte - danske forslag, som vil reformere COSAC.

Efter COSAC-mødet fredag præsenterer Claus Larsen-Jensen mødernes resultater på en presse-konference i Europaudvalgets mødelokale kl. 13.45 for dansk og international presse. Mødet bliver holdt på dansk men med mulighed for spørgsmål og interview på engelsk efterfølgende.

For nærmere spørgsmål henvises til Claus Larsen-Jensen på tlf. 3337 4033.