Spørgsmålets fulde ordlyd:
Hvad er ACTA og hvorfor diskuteres den så heftigt?Svar
ACTA står for "Anti-Counterfeiting Trade Agreement", eller på dansk "Handelsaftale om bekæmpelse af forfalskning".
ACTA er en international traktat, der er indgået mellem en række lande verden over. EU har forhandlet og underskrevet traktaten på medlemslandenes vegne, men aftalen er endnu ikke vedtaget endeligt i EU. For at traktaten kan træde endeligt i kraft skal Europa-Parlamentet nemlig godkende traktaten, og det er endnu ikke sket.
Der har været voldsom debat og uenighed omkring ACTA og dens mulige konsekvenser. Mens kritikere mener at ACTA vil være ødelæggende for det frie internet og bl.a. hindre at fattige lande kan købe billig medicin, mener Europa-Kommissionen og den danske regering ikke at traktaten vil have sådanne konsekvenser. De forklarer desuden, at ACTA slet ikke vil føre til lovændringer i hverken EU eller Danmark.
For at få klarhed omkring traktatens juridiske indhold har Kommissionen bedt EU-domstolen om at vurdere aftalen. Domstolen får dog sandsynligvis ikke lejlighed til at afgive sin vurdering. Det skyldes at Parlamentet med stort flertal har vedtaget, at man ikke ønsker at vente på denne vurdering. Da der efterhånden har samlet sig et stort flertal imod traktaten i Parlamentet, og da parlamentets nuværende ACTA-ordfører, David Martin, har anbefalet et nej, forventes traktaten at blive nedstemt til juni.
Hvad er formålet med ACTA?
Formålet med ACTA er at bekæmpe krænkelser af intellektuelle rettigheder ved at etablere en international lovgivningsramme. EU og de underskrivende lande mener, at krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder underminerer den lovlige handel og har flere uheldige konsekvenser. Derfor har man underskrevet ACTA-traktaten, som skal være et værktøj til at hindre og forebygge krænkelser.
Hvad er ACTA's indhold?
ACTA-traktaten indeholder mange forskellige regler der angriber problemet med rettighedskrænkelser på forskellige måder. Der findes både civilretlige regler, som bl.a. skal sikre effektive retssystemer som krænkede rettighedshavere kan benytte sig af, og der findes strafferetlige regler, som bl.a. stiller krav om effektive straffe for rettighedskrænkelser. Det betyder i praksis, at det både er den krænkede rettighedshaver og de offentlige myndigheder der kan gribe ind, hvis de opdager ulovligheder.
Udover disse regler findes der flere bestemmelser om, hvordan man skal håndtere krænkelser, f.eks. ved landegrænserne og på internettet. Endelig findes en række regler om, hvordan man bør samarbejde internationalt og indsamle viden på området. Det er dog særligt reglerne om internettet der har skabt debat.
Hvorfor har der været så meget debat?
ACTA er blevet udsat for voldsom kritik fra mange kanter. Kritikken er både gået på processen der førte til traktaten, og på indholdet af traktaten. Kritikere af ACTA mener at forhandlingerne har været for lukkede, og at traktaten indebærer en krænkelse af privatlivets fred og ytringsfriheden. Nogle mener ligefrem at ACTA vil ødelægge det frie og åbne internettet.
Debatten om ACTA kommer desuden oven i en stor debat der har raset i USA omkring nogle amerikanske lovforslag, de såkaldte SOPA (Stop Online Piracy Act) og PIPA (Protect IP act) forslag. Begge disse forslag er nu droppet.
ACTA kritiseres for at blive forhandlet i fortrolighed
ACTA blev forhandlet ved uformelle forhandlinger i 2006-2007 og formelle forhandlinger fra 2008. I lang tid foregik disse forhandlinger i fortrolighed, og først i 2010, efter flere års pres fra omverden, blev udkast og materialer offentliggjort. Denne lukkethed er blevet kritiseret af mange, og i Folketinget er sagen også blevet taget op (se links i højreboksen). Også i Europa-Parlamentet har der været kritik, og den første ACTA-ordfører, Socialdemokraten Kader Arif, har kritiseret forløbet voldsomt. Han valgte at forlade sin post som konsekvens af den lukkede proces.
Europa-Kommissionen har forklaret, at det ikke er unaturligt at der er en vis diskretion når en international traktat forhandles. Det er sådan internationale forhandlinger foregår. Herudover har Kommissionen pointeret, at man har været meget åbent omkring at der foregik forhandlinger, og hvad formålet med forhandlingerne har været. Man har blot valgt ikke at offentliggøre indholdet af forhandlingerne indtil der lå et gennemarbejdet udkast.
ACTA kritiseres for at true grundlæggende frihedsrettigheder
Der er flere dele af ACTA-traktaten som har været kritiseret. Et par af de mest diskuterede elementer kan opridses her:
ACTA indeholder en regel der lægger op til, at myndighederne kan pålægge "onlinetjenesteudbydere" (F.eks. Facebook eller Youtube) at give personlige oplysninger om deres brugere videre til en krænket rettighedshaver. Reglen siger, at et lands myndigheder kan pålægge disse tjenesteudbydere at udlevere oplysninger om en mistænkt rettighedskrænker, hvis rettighedshaveren beder om det. Kritikerne mener at dette system giver for store friheder til rettighedshaverne og for lidt beskyttelse til den enkelte bruger.
En anden problemstilling som flere kritikere nævner, er at formuleringerne i traktaten er for løse. Man frygter at det vil skabe uklarhed om borgernes rettigheder og betyde at store virksomheder kan misbruge reglerne.
Flere medlemslande og Europa-Kommissionen har påpeget, at der i traktaten er indsat flere formuleringer om, at regelsættet skal fungere i overensstemmelse med grundlæggende frihedsrettigheder og at lovgivning om fortrolighed og personoplysninger skal overholdes. Derfor er der ikke grund til at frygte at ACTA vil føre til krænkelser af disse friheder. Desuden lægger traktaten op til, at det i et vist omfang er op til de enkelte lande at vurdere, hvorvidt de vil indføre sådanne regler, og beslutte hvordan balancen mellem frihedsrettigheder og intellektuelle rettigheder skal være.
Kommissionen har forklaret, at traktaten slet ikke vil indebære ændringer i EU-retten, ligesom den danske regering ikke mener at ACTA vil medføre ændringer i dansk lovgivning.Vil du vide mere?
- Kommissionens side om ACTA
-
Kommissionens beskrivelse af forhandlingsforløbet (Pressemeddelelse fra februar 2012)
-
Europabevægelsens notat om ACTA og debatten (Februar 2012)
Sidst opdateret: 26-04-2012 - Marc Schack